OPERETTEKOMPAGNIET til Fællessang og Fællesspisning d. 26.11.2026 kl. 18.00
Kirsebærduetter, fællessang og hindbærtrifli!
OPERETTEKOMPAGNIET til Fællesang og Fællesspisning Havarthigaarden
De har sunget sammen altid. I al fald i over to årtier nu, og sammen har de opbygget lidt af et repertoire og uafbrudt tilføjet godter på spillelisten.
Fra operalitteraturen over operettens lystige univers til musicalen og selv popindustriens mere moderne output sniger sig ind i repertoiret. Sopran Vibeke Kristensen & tenor Thomas Peter Koppel kan det hele – og de siger, at de vil vil. At de bare må! De akkompagneres af pianist og repetitør Irene Hasager.
Der er friske sorter at hente, når duoen for eksempel giver sig i lag med kirsebærduetterne. Vi får bidder af et sjældent fremført værk ”L´Amico Fritz” af italienske Mascagni (Cavallieri Rustica), for herefter at blive sendt direkte på rejse ind i Normann Andersens ”Landmandsliv”.
Den danske sangskat er selvsagt repræsenteret, og inden vi får set os om, stemmer kompagniet i til en kærlighedserklæring fra enten Farinelli, Oklahoma eller Celine Dion og Andrea Bocellis The Prayer, der sender en stille hilsen ud til den urolige verden omkring os.
Sang og glade ganer
Vi ved ikke om der er videnskabeligt bevis for, at man får det bedre af at synge sammen, men vi tror på det, og bliver ved med at arrangere disse dejlige aftener med fællesspisning, fællessang og underholdning. Du skulle tage at prøve det, og vi ved at kokken gør sig umage for at levere et godt måltid, der til lejligheden får et strejf af jul. Traditionen tro, har vi produceret et sanghæfte til lejligheden, og vores husmusikant Stig Sommer akkompagnerer til fællessangen før, under og efter middagen.
Tæt på jul
Thomas Peter Koppel har lvoet at lokke den uforlignelige Irene Hasager bag de sort/hvide tangenter til at sætte et par julemelodier an, når vi nu i uge op til arrangementet nærmer os første søndag i advent.
OperetteKompagniets målsætning er at udbrede den skønne trefjerdedelstakt, og alle de familiære toner, der måtte læne sig op ad samme, herhjemme.
”At slå et slag for de populære kunstarter, er der brug for nu om stunder mere end nogensinde. Hvor end ensemblet træder op, mærker de en helt speciel eufori og livsglæde, musikken inspirerer!”, fortæller Thomas Peter Koppel – og vi tror på ham. Vil man læse mere om de medvirkende kan man klikke ind på www.operettekompagniet.dk
Billetter købes online på nemtilmeld ved at klikke hér
Entré inkl. lækkert efterårsmåltid med et strejf af jul og hindbærtrifli: kr. 359,-
Entré alene: kr. 180,- (heraf gebyr kr. 5,-)
Bemærk: Til denne aften sælges billetten med menu samlet. For de, der ønsker at medbringe egen mad, kan man stadig købe entréen alene. Men spis nu med.
OBS: Hvis I vil sidde sammen – så køb jeres billetter sammen. Det er SÅ meget nemmere, og vil vil SÅ gerne have, at I er tilfredse.
Dato: Torsdag den 26. november 2026
Sted: Havarthigaarden
Program:
- 17.40 – Dørene og baren åbner
- 18.00 – Velkomst
- 18.15 – Spisning og fællessang
- 20.00 – Operettekompagniet på scenen
- ca. 21.15 – Fællessang ved “flygel”
Parkering: Vi har ca. 75 parkeringspladser. Når de slipper op, henviser vi til den lille parkeringsplads på Øverødvej samt de omkringliggende villaveje.
Det er IKKE tilladt at parkere på Havarthivej – der skal være fri passage for redningskøretøjer!


