Revyens nestor Carl-Erik Sørensen med Henrik Krogsgaard til Fællessang i revyens navn. d. 26.1.23

Revyens nestor Carl-Erik Sørensen med Henrik Krogsgaard til Fællessang i revyens navn. d. 26.1.23

Gæstesolisten til januars Fællessang er revytekstens mester Carl-Erik Sørensen akkompagneret af Henrik Krogsgaard.

D. 26.1. 2023 kl 18.00 til fællesspisning.

Det bliver en aften i meget højt humør med fællesspisning,  fællessang, anekdoter og revyviser. Carl-Erik Sørensen er manden med den pen, der har produceret 1500 tekster til de største revysucceser gennem tiden.

Om hans show skrev pressen:

“Se Tiden An” – et bidende revyshow, hvor publikum får lejlighed til at oplevere “Revyens nestor – satirens mester” på slap line, når han selv for en gangs skyld fremfører nogle af sine krasse og morsomme tekster”.

Flere gange “Årets Revyforfatter”, “Årets Æreskunstner” og “Modersmåls-Prisen”

Carl Erik Sørensen, er uddannet cand.mag. i matematik og fysik fra Københavns Universitet og arbejdede som gymnasielærer i de første år efter sin eksamen. I gymnasietiden skrev han tekster til skolekomedier, og det førte videre til først Studenterrevyen i midten af 1970’erne og derpå den professionelle revy. Siden 1985 har han udelukkende arbejdet som tekstforfatter og gennem 30 år har Carl-Erik Sørensen leveret over 1100 viser, monologer og sketches til stort set alle danske revyer, shows samt radio- og tv-satire. Han har bl.a. skrevet revytekster til Tivoli Revyen, Rottefælden, Blokhus Revyen, Randers Revyen, Hjørring Revyen, Helsingør Revyen, Nykøbing F Revyen og især til Cirkusrevyen med bl.a. Poul Nyrup Rasmussen-monologerne til Ulf Pilgaard. Carl-Erik Sørensen stod også bag tv-serien “Flemming og Berit”. Carl-Erik Sørensen blev Årets Revyforfatter 1982, 2002, 2007, 2011 og blev Årets Æreskunstner i 2006.

Pressen skrev også:

”Som Verdens tilstand er i øjeblikket, er der mildest talt ikke meget at grine af – men dét kan være svært at lade være med, når Carl-Erik Sørensen vender alting på hovedet, og ved hjælp af sine uforlignelige rim tager alt fra klima, sygehusvæsen, fremmede, ulandshjælp og generel elendighed under behandling – spædet op med virtuost jodleri og det rene pjat. At emnerne sådan set er alvorlige nok, glemmer man hurtigt, når Mesteren sublimt fremfører egne værker, oftest endnu bedre end alle de professionelle (Ulf Pilgaard, Eddie Skoller, Lisbet Dahl osv.), som i sin tid sang dem. Og selvom satiren ind imellem er nok så skarp, er den pakket ind i disse forrygende rim – og musikken er i hvert fald festlig!”

Det er dén dobbelthed, der er omdrejningspunktet i Carl-Erik Sørensens arbejde. Dét arbejde han har udført i snart 50 år – til 40 cirkusrevyer  mindst 100 andre shows og revyer rundt om i landet.

Se eller gense store øjeblikke fra revyer via dette link til Youtube

 

Henrik Krogsgaard ved flyglet

Fællessang, fællesspisning og hyggeligt samvær.

Traditionen tro skal vi synge sammen – både med og uden Carl-Erik og Henrik. Til vores fællessang er Stig Sommer, som sædvanligt, klar ved sine tangenter, og formand-Friis ved mikrofonen.

Du er velkommen til at medbringe din egen mad, men kan også tilkøbe en lækker vintermenu fra Græsted Kro & Revy (der skal jo revymad til en revyaften) Denne gang er det kroens lækre kalveragout med rodfrugtmos samt en dessert.

Entré:  kr. 100,-

2-retters Varm Vintermenu fra Græsted Kro: kr. 169,-

Køb billetter hér:

Under skafningen tager vi hul på de første sider af sanghæftet, og fortsætter når latterkramperne har lagt sig, og Carl-Erik har forladt scenen.

Glæd dig – ka’ vi bare sige.

 

«
«