Sensommerudstilling i Værkstedsgalleriet med Mette Allerslev Jensen

Sensommerudstilling i Havarthigaardens værkstedsgalleri.

Sommer går ind i sensommer, ferier afsluttes og nyt kommer til.
Grafisk Gruppe, der har det levende værksted for 30 medlemmer indrettet på Havarthigårdens sydfløj, har et tilknyttet værkstedsgalleri, hvor de aktive grafikere på skift udstiller – en ny udstilling hver måned. Udstillingen er åben for alle interesserede i Havarthigaardens åbningstider.
Den ny sæson lukker dørene op for det nytilkomne medlem, Mette Allerslev Jensen, der i sommer har arbejdet på det grafiske værksted på Kirsten Kjærs Museum i Thy.
Flere af værkerne herfra udstilles – blandt andre – nu..
I Allerslevs billeder er der et levende farvespil  – det er organiske former der giver os følelsen af at være på opdagelse i naturen. F.eks. spørger man: er det døgnets forskellige lysspil – er vi i skoven, eller på havets bund? – er det en træstammes mikroorganismer, eller et bevægelsesmønster, vi her får lov at gå på opdagelse i? Allerslev udtaler selv, at hun arbejder med forandring, udvikling, rytme og puls.
Flere af billederne er monotypier, d.v.s. , at billederne er trykte unika – i modsætning til det, der netop kendetegner de grafiske tryk, der kan mangfoldiggøres.

/Kabra

 

 

Virusfri. www.avg.com