Lars Degnbol udstiller i Værkstedsgalleriet

Spændstige observationer på print.

 

Udstilling med grafiker Lars Degnbol, Grafisk Gruppe,

Havarthigaarden, Havarthivej 6, 2840 Holte

 

Det er fortsat muligt at få en gratis og spændende udstillingsoplevelse, helt alene. Grafisk værksted på Havarthigaarden drives privat af medlemmerne af GRAFISK GRUPPE. I værkstedets lille galleri i gangarealet udenfor værkstedet, kan man i Havarthigaardens åbningstider kigge ind og få oplevelser udover det sædvanlige. Det er nemlig unik grafik, der hænger dér. Netop nu, og frem til og med d.19.3., kan man se værker af et af de nyeste medlemmer af gruppen, Lars Degnbol.

Billedernes motiver hentes primært i fotografiet, som Lars bearbejder i h.h.v. xerolitografi og fotogravure. Vi møder sammenstød mellem det organiske og det statiske i de flerfarvede print, der med en særlig nerve frembringer den stoflighed, der bl.a. gør grafikken interessant: En rød kontur langs fabriksskorstenen, en nervøs kant omkring rødfisken. En sitren i farverne, der både dækker over og afslører hinanden. De skarpttegnede linjer i en hånd, møder ringens metalliske punktum.

Lars driver virksomheden Monokrom, der designer visuelle identiteter og andre grafiske produkter til offentlige og private virksomheder. Se også på Instagram @monoposter

 

Udstillingen kan ses hverdage kl 9-15, fredage kl. 9-12, sidste dag 19.3.2021

www.havarthigaarden.dk, www.grafiskgruppe.dk

 

 

/kabra