Mindeudstilling for Sten Lykke Madsen i Værkstedsgalleriet

Mindeudstilling for Sten Lykke Madsen

Grafisk Gruppes værkstedsgalleri, Havarthigaarden

 

Grafisk Gruppe har mistet et medlem gennem mange år, keramikeren og grafikeren Sten Lykke Madsen. Han var mest kendt for sine keramiske værker og i forbindelse med hans død 3. august i år, også mest omtalt for netop keramikken. Men han var aktiv som grafiker, især om vinteren, når hans keramikværksted på det internationale keramiske center, Guldagergaard var lukket. Ligesom i sine skulpturer, udfoldede han unikke fortællinger i sine grafiske tryk.

Fabeldyr, masser af livskraft, kvinder i grønne, orange og røde kroppe. Sort-hvide, og grafisk stærke hundjævle og ridt på fisk m.m.m.. Der er bid i billederne, hvad angår variation i streg, farver, former og motiver. Billederne kalder på vores uformelle sider, vi møder det ukendte, ofte med en appel til den humoristiske læsning af mangfoldigheden.

 

Sten efterlader kollegerne på værkstedet med et stort savn, et minde om en nærværende, kærlig og humoristisk mand. En mester som kunstner og som menneske.

Han vil leve videre i vores erindring i sit kølvand af fabulerende væsener.

Kom og se mindeudstillingen til og med 11.9.2020 i Værkstedsgalleriet, Havarthivej 6 i Holte. Åbent mandag-torsdag kl. 8-15, fredag kl. 8-12. Gratis adgang.  www.grafiskgruppe.dk

/Kabra